Personportræt


Ud og hjem igen – bag om Mathis Værft

Af Erik Brandt-Jensen, søfart.dk

Udlængsel blev til hjemlængsel og eget værft ved Limfjordens bred.

-558574855_artikelMed udsigt til Limfjordens vande ligger der en opskrift på succes gennem nogle og 40 år. Og det er endda en maritim succes med kurs i flere retninger. F.eks. rekordsætning i begge kapsejladser rundt Fyn og Sjælland, introduktion af glasfiber på det danske bådmarked, aldersrekord for fungerende danske lodsbåd, fyldte beddinger og reparationshaller og sorte tal på bundlinjen.

Det sidste er resultatet af værftsejer Niels Mathiensen sans for at sætte tæring efter næring, men det er nu ikke lige frem fordi han har været nærig med at tage udfordringer op gennem livet – tværtimod.

Han er som værftsmand udsprunget af nu hedengangne Aalborg Værft, men dengang for mange herrens år siden fandt han, at livet var for kort til at slå sig ned som skibsbygger med svendebrevet i hånd. Så han valgte af dragen på valen i stedet for at lære mere om verden og det at bygge skibe.

Californien

Og det blev lidt af en eventyrlig rejse for Niels Mathiesen, der fik fundet frem til Californien, som det første sted, han ville suge til sig. Det var på da værende tidspunktet klart det førende sted i verden med hensyn til at byge i glasfiber, og det var naturligvis lystbådsmarkedet, der drev udviklingen af sted.

”Jeg havnede først i Newport Beach, hvor jeg fik foden inden for i branchen, og hvor jeg mødte nogle virkeligt dygtige typer,” understreger Niels Mathiesen.

”Det var typisk folk, der var supereksperter inden for hvert deres felt. Det kunne være alt muligt fra aluminiumssvejsning til det at støbe i kul- eller glasfibermaterialer. Og var altså noget man kunne tillade sig at koncentrere sig om at lære og specialisere sig i, fordi markedet generelt var så stort. En af dem, jeg lærte at kende, var faktisk involveret i bygningen af rumfærgerne. Det siger lidt om duelighedsniveauet.”

Kineserier

Men Mathiesen sugede nu lidt til sig af det hele, så at sige, og han lærte sig at bygge hele både. Den viden tog han med i baglommen til noget så eksotisk for en dansk værftsmand som Taiwan.

”Ja, der opstod den her mulighed, og den slog jeg så til på, og det var da ganske rigtigt noget helt andet, som man siger.,” griner Niels Mathiesen.

”Men når det er sagt, så vil jeg da gerne indskyde, at det med at komme væk fra mors skørter og ud og lære noget under fremmede himmelstrøg faktisk burde være en obligatorisk øvelse for alle – også selv om det koster et år eller to af et uddannelsesforløb.”

”Det gav i hvert fald mig en masse uvurderlig viden og lærdom, og jeg lærte mig faktisk sågar at tale et kapabelt mandarin. Ikke at jeg kan huske så meget af det i dag, mine kinesere kender jeg stadigt på travet,” fortsætter han.

”Det var jo stadigt lystbåde, der var det primære, men vi byggede f.eks. også en hel del patruljebåde for amerikanerne, der blev anvendt under Vietnamkrigen. Men uanset hvad, så var det aldeles typisk, at hvis du gik og byggede på et hemmeligt design, så kunne en eller anden konkurrent en uge eller to efter præsentere en nøjagtig kopi. Der fandtes ikke det pengeskab, der kunne holde et sæt konstruktionspapirer fra at blive kopieret og videresolgt.”

Udover opholdet i Taiwan drog Niels Mathiesen også en overgang til Israel, hvor han fortsatte med at bygge patruljefartøjer en stund, men som han pointerer, så er det ikke så vigtigt, hvor man drager hen eller hvad, man tager fat i. Det er derimod vigtigt at turde give sig i kast med noget andet end den slagne vej.  Hvis man da er indstillet på at vokse med opgaverne og som person.

Han selv tog dog på et tidspunkt et kik i tegnebogen og fandt, at den nok kunne holde til at prøve drømmen om at være selvstændig derhjemme af. Og det blev så til starten på Mathis Værft – og bl.a. til en introduktion af glas- og kulfiber som byggemateriale herhjemme.

Bygget til brugerne

”Det var nu ikke kunststoffer det hele,” understreger han.

”Vi har hele tiden bygget i både træ og støbematerialer, og en af vores første større ordrer var da faktisk en serie meget robuste trossebåde i træ til det daværende KGH, der brugte dem rundt om på kysten af Grønland.”

”Men det var en vigtig lille serie for os, fordi vi kunne få produktionen systematiseret og bygget bådene ens, ens, ens. Som sagt nogle kraftige størrelser med nogen særligt stærke fendere, der kunne stå for mosten. Der bliver ikke altid sejlet lige gelinde på Grønland, og bådene skulle jo helst holde længst muligt, inden de skulle på værft…”’

Serieproduktion

Serieproduktion er jo i det hele taget godt for en forretning, og det er jo heldigvis får et bådeværft som Mathis Værft de samme modeller, lystbådefolket går efter. Og dem er både værftet og værftsdirektøren leveringsdygtige i.

Selv om han aldrig har lært at slå en streg på et stykke papir – altså officielt – så har Niels Mathiesen efterhånden en 30 – 40 designs i sin personlige portefølje. Og en fem stykker af de forskellige typer har han da også i sin helt personlige ”stald” af både.

”Ja, jeg er jo bidt af en gal sejlsportsmand, og selv om det ikke bliver helt til så meget som tidligere, så rykker fjorden og søen stadigt i en. Og det var da i øvrigt i en af mine egne både, jeg var skipper på, da vi satte rekorderne for både Fyn Rundt og Sjælland Rundt – dengang, der var noget ved størrelsen af felter.

På erhvervbådssiden har det i seriesammenhæng også budt på et par større opgaver for Mathis Værft. Bl.a. en serie FRB-både til Esvagt og en serie på fem lynhurtige bevogtningsfartøjer til den svenske kystvagt. I øvrigt nogle meget kompakte enheder, der er spækket med elektronisk udstyr.

Når lejlighed byder sig…

De største erhvervsfartøjer er dog et par lodsbåde og så redningsenhederne til Kystredningstjenesten af Morten Stage-klassen. Og dem reparerer man i øvrigt stadigt på, når lejlighed byder sig. Præmiegrisen er ifølge Niels Mathiesen selv lodsbåden Skaw Pilot II, der nærmer sig positionen som den ældste (vel)fungerende af sin slags i landet.

Den lille chalup Krone 2 fra Dannebrog har man også bygget (og vedligeholder løbende), og selv om det nu snart er to år siden, at man leverede den sidste erhvervsnybygning, så har Niels Mathiesen ikke opgivet håbet om, at komme til fadet igen. Men som han klart understreger – han dumper ikke salgsprisen under byggeprisen for at vinde en ordre. Og så kan det være svært at møve sig forbi nogle af konkurrenternes tilbud.

100 både om året

Så det er mest reparationer og vedligehold, der springer i øjnene, når man besøger værftet. Og her er der til gengæld nok at lave, selv om man godt kunne presse mere arbejde ind.

”Når der er mest tryk på er her vel en 35 mand i fast arbejde – plus de mange forskellige underleverandører, vi samarbejder med, men så mange er der ikke fast inde i øjeblikket, selv om, der er opgaver nok.

”Ja, generelt ligger vi jo inde med en 12 – 15 både ad gangen, og snittet ligger vel på en 100 stykker om året,” fortæller Niels Mathiesen.

”Vi har bl.a. rigtigt mange (store) norske både, der får en vinteroverhaling hos os, og lige nu har vi da også både fra både Middelhavet og De Kanariske Øer inde – simpelt hen fordi ejerne ønsker os som værft. For nordmændenes vedkommende hænger det dog også sammen med både pris og tidsfaktor. En opgave, vi er tre uger om tager vel nemt den dobbelte tid til den tredobbelte pris deroppe,” smiler han.